Christoffer Cichosz: En korsbåndsskade på godt og ondt

Forfatter

Christoffer Cichosz, B.A. stud. Pyskologi og håndboldspiller
Klubber: Lemvig Thyborøn Håndbold (Tidligere), Skive FH (Nuværende) og Mors Thy Håndbold (Fra sæson 2014/2015)


Blogindlæg

Jeg havde netop skiftet klub, da jeg første gang oplevede en længerevarende skadesperiode. Få måneder forinden havde jeg fået nye holdkammerater og dermed nye udfordringer, så både motivationen for at vise sig fra sin bedste side og viljen til at præstere på sit højeste niveau var stor. Motivationen var naturligvis ikke mindre af, at jeg skulle tilbage til min tidligere hjemmebane og spille kamp. Kampen blev mildest talt ikke noget at skrive hjem om. Et stort nederlag og et uheldigt fald efter en tackling resulterede i et sprunget forreste korsbånd. Der røg den sæson.

Med én forkert bevægelse var man langtidsskadet og måtte indstille sig på, at man ikke kunne gøre en af de ting, man holder allermest af, i mit tilfælde at spille håndbold.

I starten klyngede jeg mig til håbet om, at dommen over knæet ikke ville være så alvorlig som først antaget, på trods af fysioterapeuternes dystre forudsigelser. Men scanningen viste desværre en lang periode uden håndbold, en operation og store mængder af genoptræning. Personligt lå motivation for genoptræning på et meget lavt niveau.


Derudover var det svært at måtte acceptere alle de små ting, som man pludseligt ikke kan udføre, når en alvorlig skade indtræffer. Én ting er, at man ikke kunne dyrke sport af nogen art, men en anden er at være så afhængig af andre til hjælp med transport, forplejning og andre forhold for at begå sig i hverdagen. Det var lidt af en omvæltning, og jeg følte mig ærlig talt lidt magtesløs.

Efter en tid med endeløse mængder af tv-serier, kaffe og dovnen på sofaen ændrer tankerne sig til det at ville komme tilbage til sport igen. Jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke kunne ændre på, hvad der var sket. I stedet begyndte jeg at tænke, at jeg kunne lige så godt kunne fokusere på, at min fysiske såvel som mentale tilstand skulle være stærkere end nogensinde, den dag jeg vendte tilbage på håndboldbanen.

Genoptræningen var en kæmpe tidsrøver og fyldte en stor del af hverdagen, men som for mange andre elitesportsudøvere gik det heldigvis hurtigere end forventet, dog med lidt tilbagegang i ny og næ. Generelt tror jeg, at den viden og erfaring, der findes om genoptræning gør, at størstedelen af de elitesportsudøvere der vil og fysisk har mulighed for det på sigt kommer tilbage til deres tidligere niveau. Der hvor udfordringer kan være endnu større og hvor sværere barrierer kan opstå ift. et comeback, er det mentale plan. Jeg er helt overbevist om, at der ligger et uudforsket potentiale i det at arbejde med sig selv mentalt.

Efter min mening er ét niveau ved en langtidsskade altså det fysiske, men en helt anden er det mentale. I mit tilfælde forsøgte jeg at acceptere, at skaden var sket, og fokusere på nogle af de fordele, der kan være ved at være skadet.
En af fordelene er, at man kan leve et mere ’normalt’ liv, som flere elitesportsudøvere ofte misunder. Tid til samvær og aktiviteter med venner og bekendte som man ellers ofte må undvære som sportsudøver på et højere plan. Det sætter man måske også ekstra pris på, når man normalvist ikke kan gøre sådanne ting. Dernæst kan man under en skadesperiode optimere sin fysiske tilstand bedre end på noget andet tidspunkt. Udover at fokusere på nogle af de nye aspekter en skade vil tilføre ens liv, har det at være skadet nok også være lidt af en øjenåbner for mig.

Før i tiden skænkede jeg sjældent det at være skadet nogen særlige tanker. Det er ikke fordi at jeg mener, det er noget man bør gøre konstant. Men en af de ting jeg personligt har lært ved det at være skadet er, at det gik op for mig, hvor sårbare vi som mennesker er. En enkelt forkert bevægelse og så kan det være det! Jeg tror derfor, at lidt sund fornuft samt refleksion over og bevidsthed om, at det kan gå galt – også for mig selv – gør at man kan komme styrket ud af en skadesperiode.

Efter godt seks måneder havde jeg igen min første håndboldtræning. Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for at blive slået, revet og flået i, men det var bare fucking fedt at være tilbage.

Sport112   |   Broagervej 56   |   7500 Holstebro   |   51 21 25 70   |   info@sport112.dk
Sport112   |   Broagervej 56   |   7500 Holstebro   |   info@sport112.dk
0